Lad mig fortælle dig lidt om, hvad mindfulness og meditation betyder for mig.
Siden jeg var teenager, har jeg interesseret mig for livets store spørgsmål; Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen og hvad er meningen med det hele? Hvem er jeg? Selve det at opdage, at der kan være en såkaldt livsopgave, synes jeg er rigtig meningsgivende. Mindfulness og meditation peger meget i retning af den form for undersøgelse – den kontemplative vej er den også blevet kaldt.
Som helt ung, var jeg så heldig at møde min yogalærer, Guni Martin. Hun var en af de to, som bragte yogaen til Danmark i slutningen af 60’erne. Den anden, Swami Janakananda stiftede Skandinavisk Yoga i Købmagergade. Guni blev min yoga- og meditationslærer og en helt ny verden åbnede sig for mig.
Efter hendes død fandt jeg en anden lærer, Jens-Erik Risom, som fortsat er mig en meget stor glæde og inspiration.
Lad mig dele med dig, hvorfor jeg prioriterer at finde den tålmodighed, det kræver at sætte sig på meditationspuden – igen og igen. Faktisk siger man, at det eneste der er svært ved at have en egen praksis, som man kalder det, er at blive ved. Og det kræver det for at man kan begynde at se blomsterne i haven folde sig ud. Vedholdenhed. Det er derfor en god idé at undersøge ens motivation for at blive siddende – hvad det er, der driver en? Hvad der er éns intention med det? Hvorfor man vil bruge sin dyrebare tid på det?
Man skal passe sin have, siger japanerne, og med det menes den såkaldt formelle praksis på puden.
Det vil sige; at sætte sig og blive siddende i den periode, man nu har aftalt med sig selv at sidde, uanset om man bliver irriteret, rastløs, søvnig, angst, ulykkelig eller bare keder sig i sit eget selskab. Man gør det selvfølgelig fordi det kan noget – både på kort og på længere sigt. Fordi man kan komme nærmere det som mennesker har længtes efter i tusinder af år; selvberoligelse, selverkendelse og selvbefrielse. Nogle siger, at det eneste man kan håbe på, er at blive lidt mere sig selv – og måske er det netop dét, der er meningen med det hele.
For mig er mindfulness blevet en måde at være i verden på. Ikke noget særligt, faktisk noget helt almindeligt. Det at være bevidst nærværende er en medfødt evne – noget alle mennesker kan. Lige som vi kan falde i søvn, kan vi også ”falde i vågen” eller opdage og vide af, at vi er vågne og ved fuld bevidsthed – I hvert fald i et lille øjeblik. Vi kan bare ikke blive dér ret længe uden øvelse. Det er den øvelse mindfulness bl.a. drejer sig om.
Over tid har jeg bemærket subtile forandringer med mig. Helt stille. Faktisk bemærker jeg det først, når jeg ser rigtig godt efter. Der er kommet noget fredsommeligt over mig. Jeg nyder ro og fred mere end tidligere.
Faktisk føler jeg mig aldrig rastløs mere og så har jeg fået øje for naturens detaljer. Jeg kan blive helt salig af at være udendørs og hvile blikket på noget, som ikke er menneskeskabt. Jeg har også bemærket, at jeg er blevet bedre til opdage, når jeg er tæt på at få strakt mig for langt.
En lærer blev en gang spurgt, hvad han havde fået ud af at meditere i alle de år. ”One second ahead” svarede han. Jeg passer også bedre på mig selv. Min kaffe skal være rigtig god, og yogaen kun dyrkes med de bedste lærere. Jeg under mig eksistentielle samtaler med humor og visdom, regelmæssig zoneterapi og massage og så forsøger jeg at sikre mig begavet, humoristisk selskab – og god tid.
Faktisk er jeg yderst sjældent i dårligt humør. Min utålmodighed og rastløsheden er dampet af – nærmest helt og aldeles – og så har jeg lagt mærke til, at modløshed og tristhed ret hurtigt går over. Det er rigtig rart.
Jeg er også blevet bedre til at være alene med mig selv på en mere fredfyldt måde. Meningsfuldheden, eller nysgerrigheden på, hvad det er vi skal her, er blevet kraftigere de senere år. Og jeg tror ikke, det bare er fordi, jeg har levet så længe. Mindfulness påvirker også i høj grad mit samvær med andre. Jeg gider ikke spilde tiden længere – livet er så dyrebart. Jeg holder rigtig meget af samvær med mennesker, som ler af sig selv på en kærlig måde, og som er interesserede i at blive lidt mere sig selv – hvilket jo dybest set er det eneste, vi virkelig kan håbe på; ifølge talemåden ”Kend Dig Selv”, som prydede indgangen til Oraklet i Delphi.
Der er så mange skønne bøger – både af begavede skønlitterære forfattere – men også af filosoffer og vise mennesker. Og så mange fine mennesker at træffe. Jeg ønsker mig, at få lov til at dele alt dette med dig og med rigtig mange mennesker. Det er min opfattelse, at stadigt flere mennesker under sig selv den ro og hjertets modning, som opdagelsen af vores muligheder som mennesker, tilbyder.
Jeg vil glæde mig til at bidrage med det som er mig i fællesskaber, hvor mennesker vover at leve lidt mere og forsigtigt og tillidsfuldt tør slippe den mere dyriske overlevelses præmisser.
Jeg håber vi ses der.
Elisabeth Heindorff