AUTORISATION OG RAB CERTIFICERET

Jeg er Autoriseret Body SDS behandler, hvilket betyder at Reezet Bodywork Therapy er registreret og godkendt hos Body SDS. Dette indebærer en løbende opdatering med den nyeste viden og uddannelse inden for Body SDS.
Jeg er Registreret Alternativ Behandler (RAB) under SAB. Det betyder, at jeg som behandler er underlagt en række faglige og uddannelsesmæssige krav samt krav om løbende faglig efteruddannelse.

Jeg har et helt livs erfaring med kropslig bevægelse, og uanset hvilken disciplin jeg har undervist i, har det altid været efter devisen, at træning skal gøre os sundere, gladere og give os mere energi. Jeg har valgt Body SDS som behandlingsform, fordi systemet giver de bedste værktøjer, og samtidigt løfter det min kropslige faglighed som underviser og som behandler. Jeg glædes over de gode resultater som træning og behandling skaber hos den enkelte.

Oprindeligt er jeg uddannet jurist og har gennem en årrække arbejdet som sagsbehandler i det offentlige samt som husjurist og konsulent i et kommunikationshus. Mit liv tog dog en helt ny retning, da min datter fik nogle enestående og banebrydende behandlinger af Bengt Valentino Andersen i forbindelse med et kropsligt traume. Jeg besluttede mig for at lære mere om systemet og startede derfor på Body SDS uddannelsen.

Det er min store passion at få flere redskaber, der kan hjælpe mig til at gå livets vej med større indsigt. Senest har jeg taget en uddannelse i “Bevidst Vejrtrækning” v/Lotte Maggie Mogensen. Jeg er konstant nysgerrig på nye veje og nye teknikker til at opnå en større balance, nærvær og tilstedeværelse i livet.