Restorativ yin
Restorativ yin er den blideste form for yoga, du kan forestille dig. Den kaldes også genopbyggende. Det er en yogaform, hvor du igennem “aktiv afspænding” arbejder med at slappe af og give slip. Her kan du tilbyde din krop og sind en mulighed for at restituere og restorere gennem hvile.
Du vil i denne praksis arbejde med åndedrættet, internalisering af dine sanser, dyb afspænding og beroligelse af sindet i passive stræk af den fysiske krop.
Den dybe afspænding af krop og sind opnås ved, at din krop får ultimativ støtte i stillingerne. Støtten skabes ved at lære at placere din krop rigtigt i stillinger og bruge props i form af tæpper, pøller, yogablokke, bælter, øjenpuder mv. Alt sammen for at du kan opnå en dyb vågen hviletilstand.
Den beroligende og afspændende effekt af den restorative yin næres også af, at du laver forskellige passive yogastillinger, for at tillære, at denne tilstand kan opnås i alle livets ”positioner”. Alle stillinger udføres med nænsomhed overfor dig selv.
Restorativ yin er særlig godt i perioder hvor du føler dig svag i kroppen, træt eller stresset, angst eller deprimeret. Eller i perioder hvor du og dit liv er under stort press og omvæltning.
Gennem en dyb hvile i yogastillingerne, beroliges kroppen og nervesystemet. Restorativ yin giver større vitalitet og reducerer stress. Her fokuseres på væren, og ikke gøren, hvilket giver mulighed for en dybere kontakt og indre ro med dig selv. Harmoni opstår.
Restorativ yin er et godt supplement til en mere aktiv yogaform og en måde, hvorpå du kan afbalancere et aktivt liv ved også at give plads til afspænding og regenerering.